Succes kommer til den der er tålmodig

Niklas H-L
5 min readMay 22, 2019
Photo by Matt Le on Unsplash

Vi lever i en verden af hurtig tilfredsstillelse, hurtige resultater. Vores hjerne hungrer efter tilfredsstillelse 24 timer i døgnet med underholdning fra sociale medier, spil, Youtube, Netflix og alle de andre tjenester der efterhånden findes derude. Alt skal ske her og nu. Den opgave, der blev lagt på dit skrivebord for 5 minutter siden, skulle være færdig i går. Sender man en sms til nogen, skal de helst svare inden for 10 sekunder. For hvad kan være vigtigere end din besked?

Vi har glemt, hvad det vil sige at være tålmodige. Og den nye generation kommer måske ikke til at vide, hvad tålmodighed er. Altså, andet end at det er et ord i ordbogen.

De vigtigste ting i livet sker ikke natten over. Du kan ikke skabe rigtige venskaber, ægte kærlighed, sande forbindelser til andre mennesker på en time. Det kræver ugers, måneders, års opbygning. Det samme gælder for alt andet her i livet. Du er nødt til at være tålmodig.

Spørgsmålet til 1 million kr.

Hvis du kunne vælge mellem at få 1 million kr. lige nu og her eller 1 kr. nu, som der blev fordoblet hver dag i 30 dage, hvad ville du så vælge?

De fleste ville vælge 1 million kr. nu og være godt tilfredse med valget. Men medmindre du investerer pengene fornuftigt og får dem til at vokse, forsvinder de igen i løbet af nogle år.

Når vi er utålmodige , tænker vi ikke på de resultater, der måske kommer, men dem vi med sikkerhed ved kommer. Utålmodighed gør os tilbøjelige til at vælge det første og bedste. Vi kaster os ud i ting uden at se dem til ende. Det kan være, du ønsker at blive den næste store Youtuber og giver det en måned. Du lægger videoer ud hver dag, producerer dem i bedste kvalitet, fylder dem godt med B-roll og sidder oppe hele natten for at finpudse videoerne. Ved månedens slutning har du fået 3 subscribere og 100 visninger på dine videoer. “Så kan det fanme også være ligemeget! Jeg gør alt det rigtige, men der sker jo ikke en skid!” Du sælger kameraet og opgiver drømmen. I det mindste fik du da 2000 kr. for kameraet.

Men du prøvede jo ikke engang. Ja, du tog en måned ud af dit liv og gjorde, hvad du kunne, men du så det ikke til ende. Var du blevet ved et år, ville det have set anderledes ud. Den video, du havde skrevet manus til, kunne måneden efter sætte skub i din kanal. Den ville gå hen og blive en af dine første videoer, der gik viralt og du ville have fået 1000 nye subscribere. Desværre gav du op for tidligt.

For at vende tilbage til spørgsmålet. Vil du stadig vælge millionen eller har du lyst til at se, hvor den ene krone kan føre dig hen? Jeg kan afsløre, at med en fordobling af den ene krone hver dag i en måned, kommer du til at stå med 536,87 millioner kr. i hånden. En halv milliard!

Succes har ingen alder

Det er aldrig for sent at starte noget nyt. Det er ligegyldigt, om du er 16, 29 eller sågar 60 år, du har ikke travlt. Giv dig selv lov til at eksperimentere. Rejs, oplev verden, se frygten i øjnene. Respekter dine fejl og nedture lige så vel som dine successer og opture. Alt i livet udvikler dig til det bedre, selvom det ikke ser sådan ud, når du står i situationen. Afhold dig fra at fare af sted mod en karriere, dine forældre har valgt for dig eller mod et mål, du tror er dit. Ofte påvirkes vi af omverdenen til at tage karrierevalg, inden vi har fået lov til at gøre det klart for os selv, om det er det vi virkelig vil.

En skolevejleder kan nogle gange ubevidst påvirke en elev til noget, de ikke har lyst til, fordi det vigtigste her i Danmark er at have en uddannelse. Og helst så hurtigt som muligt. Så er det åbenbart ligemeget hvilken. “Så har du noget at falde tilbage på,” får vi at vide. Det er det værste råd, man kan give nogen. Det er lidt som at sige, “Du kan lige så godt forberede dig på, at livet er noget lort en gang i mellem. Men i det mindste har du en uddannelse, du kan bruge til at sikre dig et job, du hader, frem for det drømmejob, der sikkert går i vasken alligevel.”

Hvorfor ikke motivere eleverne lidt mere? Fortælle dem. at det er okay at tage et sabbatår og opleve en masse. Hvorfor ikke motivere dem til at skabe den livserfaring, de har brug for, før de tager et endeligt valg? Tænk at bruge 2–3 år på en uddannelse for derefter at fortryde, at man spildte tiden, da det i virkeligheden ikke var det, man ville.

Hvordan jeg spildte tiden

Da jeg blev 18 røg jeg direkte på kontanthjælp. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Hele teenagealderen havde være en kaotisk tid med en del undertrykkelse. Efter nogle år der startede jeg en HG2 på Erhvervsskolen Nordsjælland som 21 årig, fordi mine vejledere ikke vidste, hvad de skulle gøre af en, der pludselig ønskede at blive forfatter, fotograf eller noget inden for filmverdenen. På den ene side var de 2 år på Erhvervsskolen spildt, da man ikke må kalde sig student efterfølgende, så jeg kan stadig ikke tage nogle af de uddannelser, jeg ønsker i dag (men det ændrer sig snart). På den anden side fandt jeg ud af, at psykologi interesserede mig meget, da vi havde det som valgfag. Jeg lærte ting i de andre fag, jeg kan bruge i min egen virksomhed.

Efter 1 år på kontanthjælp (igen) hoppede jeg videre til Medieskolen ved at være meget stædig overfor jobcenterets vejledere. De var meget fokuseret på, at jeg jo havde gået på Erhvervsskolen, så det var bedst at fortsætte den vej. På Medieskolen kom jeg nærmere min mediebranche-drøm. Derefter blev det NEXT KBH som Film- og TV-Produktionstekniker.

Man kan sige, at jeg har brugt nogle år på at udforske mine interesser lidt fra alle sider og jeg kunne ikke ønske det anderledes. Det har givet mig forståelse for “den virkelige verden” udenfor skolen og givet mig viden til bedre at forstå, hvor jeg vil hen med mit liv. For en god ordens skyld nævner jeg lige, at jeg nu er 29 år. Og der er stadig meget at lære.

Udforsk dine interesser

Det er en rigtig god idé at udforske sine interesser, inden man vælger én retning. Du går glip af meget, hvis du bare følger strømmen. Hvad så, om du først finder din retning i livet som 40-årig? Du skal ikke føle skam over, at du ikke ved præcis, hvad du vil med dit liv, mens dine venner farer derudaf. Se på hvilke interesser, du havde som barn og sæt små mål, der bringer dig tættere på dine sande drømme. Til sidst vil du opleve, at det hele klikker. Det såkaldte Aha-øjeblik. Fra da af kan intet stoppe dig. Dine venner og bekendte vil se efter dig, mens du langsomt og målrettet sniger dig forbi dem, selvom de stadig løber, som var fanden efter dem.

Du opnår dine vildeste drømme, fordi du er tålmodig og aldrig lader dig nøjes.

Så hvad siger du? Vil du have 1 million kr. lige nu eller 1 kr., som fordobles hver dag i 30 dage?

Originally published at https://whatart.dk on May 22, 2019.

--

--