Hvorfor jeg (næsten) kun fotograferer med analog kamera
Før i tiden var jeg den der fotograf, der eksperimenterede med alt muligt. Photoshop, forskellige vinkler, langtidseksponering, stjernehimlen, HDR, you name it. Det er der heller intet galt i. Det er trods alt sådan man lærer at fotografere. Det var som sådan fine billeder, men jeg skruede altid alt for højt op for farverne bagefter. Det er lidt pinligt at kigge tilbage på dem, for jeg føler slet ikke, det er der, jeg er mere. Nu er det også 10 år siden, jeg startede. I dag tager jeg sort/hvid billeder af gaden og naturen og det er til dels simple billeder. Men før fotograferede jeg udelukkende med DSLR-kamera, indtil interessen skiftede til analog.
Det analoge kamera
Jeg elskede tanken om, at det analoge kamera ikke behøvede batterier. Det kunne fotografere i det uendelige! I know, I know… Det er en fjollet ting og jeg ved ikke, hvad jeg helt forestillede mig. Et sted troede jeg vel, at alle kameraer brugte batterier. Man har lov til at være lidt dum en gang i mellem. Samtidig var der også det med, at der ikke var nogle former for hjælp fra kameraets side. Kameraet var kun et simpelt værktøj dengang i det forrige århundrede og et billede afhang mere af fotografens forestillingsevne og erfaring. Jeg var sikker på, at lige præcis det ville være en udvikling og god udfordring i forhold til, hvor nemt det er at tage billeder i dag. Der er ikke brug for meget viden for at fotografere med en telefon for eksempel.
Men et analog kamera gør mere for en end bare at være et værktøj. Det gør, at man kommer i kontakt med sine omgivelser på en helt ny måde — eller en gammel måde, da det jo foregik sådan i 1900-tallet. Man skal aflæse både lys og skygger med øjnene for at finde ud af, hvilke indstillinger der passer til netop denne scene og netop det slutresultat man forestiller sig. Man er også nødt til at holde øje med alt i billedet, hvis man ikke vil have en forstyrrende gren i kanten eller en fuld mand i baggrunden, for man kan ikke redigere det ud. Okay, indrømmet: Det kan du godt, når du digitaliserer billedet, men så ryger det sjove lidt. Man lærer at holde af det uperfekte og det simple.
Uperfekthed
Noget andet ved analog er, at der ikke er plads til, at man tager 10 billeder af den samme ting fra forskellige vinkler, fordi det første ikke er godt nok. For i én 35mm film er der kun 36 billeder at gøre godt med. Måske kan man tage to billeder af den samme ting. Dog siger min erfaring, hold dig til ét billede af hver ting. Det er næsten altid den første indskydelse, eller i dette tilfælde billede, der er den bedste. Hvis ikke, så er det bare ærgerligt — ja, det mener jeg. Jeg fremkaldte for ikke så længe siden en film, hvor jeg fandt ud af, at filmens huller var knækket, så den rykkede sig aldrig videre. Jeg kom til at tage 29 billeder oven i hinanden:
Men det var ikke så slemt igen, for i samme film var der også det her billede:
Man bliver mere bevidst om, hvad man fotograferer, men man lærer også ikke at hænge sig i fejl. Det uperfekte er det nye sort. Faktisk er jeg heller ikke helt utilfreds med det første billede. Godt nok blev det ikke billeder af de slotte, gader, parker og skove, jeg havde tænkt mig, men det blev et helt nyt billede. En glædelig overraskelse, kan man vel sige. Det er en af de ting, jeg elsker ved at fotograferer analog. Med et DSLR-kamera er der ikke plads til fejl. Du kan eksponerer forkert og det er det. Du lærer ikke ikke at hænge dig i fejl. Og ikke at hænge sig i fejl, mangler og uperfekthed kan være lige så god en øvelse inden for fotografi, som det kan i den virkelige verden.
Omfavn dine fejl
Jeg udelukker selvfølgelig ikke digital kameraer fuldstændig, jeg elsker mit DSLR kamera. Men desværre går billeder hurtigt i glemmebogen, da 2/3 dele af dem tit ryger ind på harddisken og aldrig ser dagens lys igen.
Er et billede uskarpt? Væk med det, det kan ikke bruges.
Man glemmer lidt den skønhed, der rent faktisk kan være i et uskarpt billede. Måske var det ikke det resultat, man gik efter, men prøv at se på det med nye øjne. Kunne det være det resultat, der rent faktisk var det bedste, hvis du glemmer tanken om, at det er nødt til at se ud på en bestemt måde?
En sidste tanke
Jeg elsker hele processen der ligger i det analoge. For det meste gætter man sig frem til indstillingerne, indtil man får erfaring med det. Hvis du ikke allerede har hørt om det, så findes der noget, man kalder Sunny 16 reglen. Denne gør det nemmere for en selv at regne sig frem til de rette indstillinger.
Jeg har skrevet en guide til den her: SUNNY 16-REGLEN
Med alt det arbejde man ligger i billeder — både under fotograferingen og når de skal fremkaldes — føler man sig mere i kontakt med hvert enkelt billede. Man husker dem bedre efter min mening. Jeg må indrømme, at jeg ikke husker dem, mens de sidder i kameraet, men når resultaterne viser sig, dukker det straks op i hukommelsen. “Nåh ja, det havde jeg helt glemt. Det tog jeg jo, da vi besøgte det der ishus sidste måned.”
Endelig har jeg også lært, at jeg ikke er nødt til at fotografere alt, jeg ser på ferier eller til arrangementer med mine venner/min familie. Så hellere få nogle billeder der virkelig betyder noget og se resten gennem den biologiske linse, vi alle er født med, mens jeg nyder tiden med menneskerne omkring mig.
Originally published at https://whatart.dk on April 22, 2019.
